Pragmatics var med på dette års Google I/O samen med virksomheden HugeLawn Software, der specialiserer sig i iPhone- og iPad-udvikling.
Google I/O er en udviklerkonference, som tiltrækker omkring 5000 udviklere og andet godtfolk fra nær og fjern. Google kalder konferences Google I/O, fordi den handler om "Input" og "Output". Det er en mulighed for dem, for at kommunikere deres teknologier ud til udviklere i verden. Og det er en mulighed for udviklere, for at komme i tale med Google. Konferencen blev afholdt i San Francisco d. 19.-20. maj på Moscone Center (West), som også er rammerne for bl.a. Apples udviklerkonference. På konferencen deltog vi i en masse sessions om særligt Google App Engine (GAE) og Android.
Der blev annonceret en masse nyheder, særligt på konferencens to keynotes. Jeg vil prøve at give en opsummering af de væsenligste nyheder.
Google I/O dag 1
Første dags keynote blev ledt af Vic Gundotra, Vice-President of Engineering hos Google. På denne præsentation kunne han løfte sløret for en række initiativer fra Google:
- Google App Engine for Businesses: Google gør det nu muligt for virksomheder at benytte applikationer, der kører på Googles infrastruktur til relativt billige penge. 8\$ per bruger per måned (med et loft på 1000\$). Med GAE for businesses tilbyder Google også hosting af SQL-databaser.
- Google Chrome Web Store: Google vil etablere en markedsplads for web-applikationer. Med den, vil de gøre det lige så nemt for brugerne at finde web-applikationer, som det i dag er at finde mobil-applikationer via fx. Google Market. De vil fx. gøre det muligt at reviewe, kommentere som vi kender det fra Android Market. Spændende initiativ, som vil gøre det muligt for udviklere at sælge deres web-applikationer online. Og ikke mindst får dem udbredt via Googles kanaler.
- Open-sourcing VP8: Google har valgt at open source denne højtydende video-codec, som er i gang med at blive adapteret flere steder på nettet. Det vil gøre det meget nemmere at håndtere video på nettet i fremtiden, så en stor tak til Google for dette generøse træk i stedet for at holde teknologien lukket.
Google I/O dag 2
Anden dags keynote blev igen åbnet af Vic Gundotra, som byder velkommen. Senere afløses han af bl.a. Googles CEO, Eric Schmidt. Men indholdspunkterne for keynotes var:
-
Android 2.2: Android 2.2, med kodenavnet "Froyo" annonceres. Denne version af Android, indeholder bl.a. flg. features:
- Hastighed: Android 2.2 implementerer en Just-In-Time (JIT) compiler, som speeder programafviklingen op med en faktor 2x-5x.
- Enterprise features: En række features rettet mod virksomhedsbrug af Android. Bl.a. muligheden for at udføre en "remote wipe".
- Data backup API: Gør det muligt at flytte data sammen med applikationer.
- Cloud to Messaging API: Gør det muligt at sende remote intents til Android-enheder. Dette blev demonstreret med en desktop PC, der kørte Google Maps. Fra desktop PC angiver brugeren at han vil navigere til et bestemt punkt og med et klik sender han den information til en Android-enhed, som bringer navigationen frem. Super smart, og vil helt sikkert være med til at nedbryde skellet mellem vores workstations og mobiltelefoner. Der er stor begejstring i salen over denne feature. Det bliver demonstreret igen, med en artikel der vises på en desktop PC. Denne artikel føres med et enkelt tryk ned på Android-enheden. Der er uden tvivl, spændende muligheder med dette API.
- WIFI-Tethering: Endelig! Med denne feature, har man nu mulighed for at lade sin Android-enhed være hotspot, og faciliterer en trådløs data-forbindelse fra en computer via WIFI til Android, som kan benytte dens mobile bredbånd (Edge, 3G, 4G etc) til at kommunikere videre med. Google har tidligere arbejdet imod denne feature, og fjernet en tethering-applikationer fra Market Place. Nu er det supporteret direkte i Android, og det er alletiders!
- Flash support: Der vil være support for Flash 10.1. Dette er et stort accessibility-issue, fordi mange websider benytter Flash, og de dermed ikke er 100% funktionsdygtige uden Flash.
- Applikationsstyring: En del forbedringer til håndteringen af applikationer. Mulighed for frit at flytte applikationer til SD-kortet. Mulighed for at opgrade flere applikationer med et enkelt klik. Mulighed for automatisk opgradering af applikationer.
-
AdSense for Mobile: Deres AdSense platform kører nu på Android, med support for almindelige annonce-formater. Men der tilføres også et "expandable ad format", som gør det muligt for brugerne at interagere med reklamer uden at skulle forlade den applikation der er under afvikling, Det nye annonce-format supporterer Google Maps. Og det supporterer click-to-call, hvor man bare kan klikke på et annonceret telefonnummer, og så ringer man op til dette nummer. Nogle super godt muligheder for annoncering på håndholdte enheder.
-
Google TV: Google vil levere TV til vores stuer. De vil have andel i de 70 milliarder dollars, der bruges på annoncering på TV. I keynoten forklarede de, deres planer om at lade TV og internet smelte sammen. Dette blev bl.a. demonstreret med søgefunktionalitet der gik på tværs af web og TV (programmerne i TV). Google TV kommer til at køre Android, og det giver muligheder for at udvikle egne applikationer til denne platform også. I præsentationen blev nævnt et eksempel. En googler havde lavet et program til hans kone, som havde svært ved at læse amerikansk. Programmet tog underteksterne via et feed, sendte dem til Google Translate og fik genereret undertekster i det sprog hun forstod og præsenterede dem på skærmen i stedet. Dette eksempel synes jeg er et smukt eksempel på et mashup og indikerer nogle af mulighederne på den nye platform. Efter den mere tekniske gennemgang kom Eric Schmidt på scenen. Og sammen med ham kom Paul Otellini (Intels CEO), Howard Stringer (Sonys CEO), Jerry Quindlen (Logitechs CEO), Charlie Ergen (Dish Networks CEO), Brian Dunn (Best Buys CEO) og Shantanu Narayen (Adobes CEO). Disse personer viste deres opbakning til Google TV, og Google har dermed sendt et tydeligt signal om, at de har industriens tunge drenge med.
Begge keynotes blev afholdt i god stil. Der var nogle tekniske vanskeligheder undervejs, primært forårsaget af den megen trådløse netværksaktivitet i salen. 5000 samtidige net-hungrende, live-bloggende, twittende personer, skabte lidt afviklingsvanskeligheder. Men, det kom de nu ok omkring. Google benyttede flere lejligheder til at gøre grin med Apple og deres produkter. Særligt ved annonceringen af Flash-supporten i Android 2.2 fik Apple nogle stikpiller.
Opsummerende synes jeg Google I/O 2010, var et fantastisk event. Godt organiseret. Godt indhold. Masser af interessante nyheder. Nu handler det så om at omsætte det til forretning!
Kommentarer